Efter min mening har "kunsten" i ridekunsten intet at gøre med at være nået til et bestemt niveau. Det har allermest med kreativitet at gøre. Kreativitet som i, når kærligheden til det, man laver, gennemlyser hele energien og processen.

​

Momenter af det, jeg kalder "kunsten", kan præsentere sig på et hvilket som helst tidspunkt i uddannelsen, hvis man er åben for dem. Den totale samhørrighed mellem menneske og hest opstår i ganske flygtige, magiske øjeblikke af indre (og ydre) tilstedeværelse i begge individer samtidig; enhed, harmoni, tosomhed eller hvad end man vælger at kalde det.

I de øjeblikke, hvor samspillet mellem hest og rytter foregår via balance og fine signaler kan kunsten begynde. Den gør det ikke altid, men når den gør, begynder de to at danse til ingen andres fornøjelse end deres egen. Ridekunsten er en levende organisme som al anden bevægelseskunst, hvor kunstværket opstår som en smukt klingende harmoni, hvorefter det kun består i en følelse hos udøveren eller opleveren. 

"Idealet er det, at hesten bliver andet end blot et redskab til at nå personlig anerkendelse, og at hesten og dens menneske med tiden udvikler sig til at blive ligeværdige partnere i kunstens verden. Denne rejse er det ultimative mål i forholdet mellem menneske og hest, vigtigere end resultater og rosetter. Dermed må mennesket være ydmygt og anerkende, at det kan lære endnu mere af hestene, end de kan lære af os."

- Katrine Buur

"If you knew how much work went into it, you wouldn't call it genius."

- Michellangelo Buonarroti