Forestil dig at du går en tur sammen med din bedste ven i hele verden. Til tider fortabt i dybe samtaler. Andre tider hengiver I jer til blot at være og at nyde at sanse sammen. I omsluttes af opdagelserne langs med stien i ordløs dialog. Ofte går der lang tid, hvor de eneste ord, der veksles, er et "se dér", for en lille opdagelse, som jeres ven bare ikke MÅ misse. Verden ligger åben for jer og selv de ypperste drømme findes i detaljerne, I oplever i nuet, og i jeres konversation om stort og om småt. De sporatiske samtaler øger forståelsen, respekten og sympatien for hinanden uafhængig af u/enighed.

Begge går i deres egen balance og hviler i sig selv og sin perception af omgivelserne. Hastighed og afstand bliver automatisk og implicit tilpasset hinanden. Det ene skridt tager det andet - den enes retning tager den andens - og omvendt. Efterfølgende vil ingen af jer kende svaret på, hvem der besluttede det fulgte spor. Måske begge - måske ingen af jer.

​

Mennesker har oftest en dybt rodfæstede lægsel efter at forbinde os med noget udenfor vores fysiske krop, men med det medfølgende paradoks at forbindelsen og kendskabet indad ofte er det, der muliggør sådanne forbindelser. Jeg tror vores længsel efter inklusion og for ægtheden i møder og relationer, der går udover hvad ord kan udtrykke, er en vigtig del af vores tiltrækning til hestene.

​

Når jeg læser ovenstående, tænker jeg personligt - "sikke en skøn ven at have". Jeg tænker samtidigt - "hvor er hestefolk dog heldige". Vi har både et krystalklart referencebillede af "det sansede venskab". Og i hesten har vi samtidig en perfekt rollemodel og en kammerat at øve os i at være en ven i ordets reneste betydning. For at ære den evige kilde til viden om venskab, hestene er, er der ingen tvivl i mit sind, at vi hver især må definere hvad venskab er for os, hvad det er for vores hest og i alt hvad vi gør og er (efter)leve begge dele. Et godt venskab er det bedste fundament at bygge hvilken som helst relation og partnerskab, du ønsker.

​